
Hornbæks Jessica i topform og klar til Melodi Grand Prix på lørdag! Hun håber, at få din stemme! PR-foto: DR.
’Show me what you got!’ Sådan indleder Jessica fra Hornbæk sin Grand Prix-sang akkompagneret af sprøde reggae-toner, når hun på lørdag aften indtager scenen i Forum, Horsens og tv-skærme rundt om i hele Danmark.
Teksten er en kvindes chilistærke udfordring til sin mand. ’Tør du knuse mit hjerte? Har du hørt om karma?,’ synger hun også – på engelsk altså.
Jessica er ikke født, men opvokset i Hornbæk. Hun kom for 24 år siden til verden i São Paulo, Brasilien. Herfra blev hun sammen med sine to søskende adopteret ind i sin danske familie i den nordsjællandske badeby. Musik og sang været en fast del af hendes opvækst, blandt andet har hun været med i mange musicals på Hornbæk Skole og gået på Helsingør Kommunes Musikskole.
– Jeg håber, at folk sætter sig ind i teksten. Musikken kan godt stå alene, men med teksten får man en historie, som man kan relatere sig til, siger Jessica til Hornbæk Bloggen under et kort besøg i hjembyen. Siden 2012 har hun boet i Valby, men hun kalder sig stadig for hornbækker.
Hun ved, at reggae er en nyskabelse i grand prix-sammenhæng og hun er glad for at være med til at skabe udvikling og fornyelse i denne traditionsrige musikbegivenhed, der har samlet danskerne rundt om fjernsynet i generationer.
Reggae er en musikgenre, der udviklede sig på Jamaica i 1960’erne. Reggae er en hypnotisk musikstil, som indeholder elementer af afrikansk musik, caraibisk musik og amerikansk rhytm’n blues. Reggaens største stjerne er nu afdøde Bob Marley. Jessicas sang er en moderne pop-inspireret udgave af reggaen.
– Jeg glæder mig over, at der også er blevet plads til en anderledes sang som min. Jeg håber også, at den ældre generation vil tage godt imod min sang og fange, hvor vigtig teksten er. Reggae-tekster handler om det, der er større end os mennesker. De handler om at fortælle sandheden. Teksterne er meget ærlige, nogen gange næsten for ærlige. Reggae er folkets musik. Bob Marley formåede med sine sange at samle millioner af fans. Det håber jeg også, at jeg kommer til, siger Jessica.
Hun har allerede optrådt med internationale reggaestjerner. Og hun har blandt andet samarbejdet med den Grammy-vindende producer Graham Marsh.
Hendes grand prix-bidrag er skrevet af sangskriverne Engelina Andriana, Tommy P. Gregersen og David Todua.
Danske Engelina Andrina er også kendt af mange som sangerinden DJ Encore, der har hittet med nummeret ’I See Right Through to You’. Engelina Andrina har også skrevet sange for Kylie Minogue og Medina.
Tommy P. Gregersen, der går under kunstnernavnet Tommy Gee, er sangskriver og musiker. Han har arbejdet med navne som One Direction og Nile Rodgers.
David Todua er bosat i Moskva og har skrevet musik for flere ukrainske kunstnere.
I år er de 10 sange i Melodi Grand Prix udvalgt af sangskriveren og produceren Mich ’Cutfather’ Hedin – også kendt fra X-factor. Han fandt Jessica til at synge ’Break It Good’ på råd fra Karen Mukupa.
Prøverne til det store tv-show starter på torsdag. Fredag er der generalprøve for et reduceret publikum. Lørdag aften er det alvor. For Jessica er det en barndomsdrøm, der går i opfyldelse.
Fra Hornbæk Bloggen skal der lyde denne opfordring: Lad os heppe og stemme på Jessicas sejr, så hun kan gå hele vejen i Stockholm den 12.-14. maj 2016!
Og hun har lovet, at hun under alle omstændigheder gerne vil synge til Havnefesten! Den er hermed givet videre til festkomiteen!
Så er der sådan set kun tilbage at sige: ’Show us what you got, Jessica!’
Fakta om Melodi Grand Prix 2016:
Melodi Grand Prix sendes live fra Horsens på lørdag den 13. februar 2016 kl. 20-22 på DR1. Her dyster 10 sange om at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest.
Husk, at du kan stemme gratis med Grand Prix-appen. Den kan hentes i AppStore og Google Play.
Se Jessica synge ’Break It Good’ her
Lyt og stem – bring Jessica i front hos bookmakerne her

Thea Grønholt 9 år, er superfan af Jessica. Hun er ikke i tvivl: Hun stemmer på Jessica på lørdag – sang nummer 8: Break It Good. Foto: Lotte Lund
